• ✓ Gratis fragt fra 500 DKK
  • ✓ 1-2 dages levering
  • ✓ ALTID 30 dages returret
  • ✓ Gratis gaveindpakning

Fastelavn er mit navn ....

Oprettet d. under Gode råd

Fastelavn er mit navn ....

Hvad er Fastelavn?

den nordlige halvkugle fejrer man fastelavn, når vinteren glider over i foråret.

De gamle romere fejrede, at foråret sejrede over vinteren, og de gamle egyptere fejrede, at Nilen gik over sin bredder og livets og årets cyklus begyndte forfra.

Muligheden for at klæde sig ud, er – og har altid været - ekstra stor til fastelavn, idet masker og udklædninger slettede de sociale skel.

”I gamle dage” kunne bonden på den måde sidde ved samme bord som greven – eller ligge i samme seng. Løssluppenhed var en stor del af fastelavnstiden, der i ”gamle dage” virkede som en ventil i en hverdag præget af strenge regler og hårdt arbejde.

Der blev holdt karnevaller for de voksne og senere er fastelavn så blevet børnenes fest.

Hvorfor slår man katten af tønden?

Førhen troede man, at en by kunne slippe for pest, hvis en sort kat blev slået ihjel. Derfor har katte levet livet farligt i hele Europa ved fastelavn. Heldigvis er man for længst gået fra den barbariske skik. I dag slå man dog stadig ”katten af tønden”, dog uden en levende kat i tønden, men gerne med et billede af en kat udenpå.

Man kårer en kattekonge i forbindelse med ”at slå katten af tønden.” Den, der slår bunden af tønden, så ALT slikket falder ud, bliver kattekonge - der bliver oftest også kåret en kattedronning.

”Fastelavn er mit navn – boller vil jeg have”

I Danmark er der tradition for at udklædte børn går rundt i byen og ”rasler.”

De går rundt i nabolaget og synger ved døren for at få slik, fastelavnsboller eller penge:

Fastelavn er mit navn,

boller vil jeg have.

Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.

Boller op, boller ned
boller i min mave.


 

Fastelavnsboller

I gamle dag var det forbudt at spise kød og hvedebrød under fastelavn. Derfor blev der holdt mange fester inden fasten, og alle mæskede sig med mad. Fastelavnsboller blev spist tirsdag inden faste, og de var fyldt med sukker og rosiner.

Selv kan jeg virkelig godt lide disse skønne fastelavnsboller fra Valdemarsro

Fastelavnsboller fra Valdemarsro

15 stk.

Ingredienser:

Dejen

1 ½ dl mælk

100 g smør

25 g gær

2 æg

50 g sukker

1 dl grahamsmel, eller groft ølandshvede

4-5 dl hvedemel, måske en smule mere

1 vaniljestang, kornene herfra

1 tsk kardemomme

½ tsk salt

Remonce

100 g sukker

100 g marcipan

100 g smør

1 tsk kanel

Vaniljecreme

1 vaniljestang, kornene herfra

20 g sukker

1 æg

2 spsk. majsstivelse

2½ dl mælk

75 g hakkede smuttede mandler

25 g hakkede usaltede pistacie kerner

Glasur og pynt

Flormelis

lidt koldt vand

kakao, usødet

chokoladeknapper og usaltede grønne pistaciekerner

Fremgangsmåde:

Dejen
Lun mælk i en gryde, til det er omkring 40-45 grader varmt.

Tag gryden af varmen og rør smør i mælken. Når smørret er smeltet, smulres gær i og røres rundt.

Bland ølandshvede i en skål med vanilje, sukker, salt og kardemomme.

Tilsæt de to æg og de tørre ingredienser i gryden. Rør godt rundt. Tilsæt derefter hvedemel, lidt efter lidt.

Ælt dejen godt på bordpladen i omkring 5 minutter. Dejen skal være smidig og blød uden at klistre til hænderne.

Lad dejen hæve i en skål med et rent viskestykke over i 30-45 minutter.

Vaniljecreme
Pisk æg, sukker, majsstivelse og vanilje godt sammen i en skål.

Varm mælken i en gryde til omkring 60 grader og hæld den over i æggeblandingen i skålen.

Rør sammen og hæld blandingen af æg og mælk tilbage i gryden.

Pisk med et piskeris, mens blandingen varmes op og cremen bliver tyk og perfekt i konsistensen. Vend derefter de hakkede pistaciekerner og mandler i og lad cremen køle af.

Remonce
Ælt sukker og marcipan sammen, pisk derefter hurtigt smør og kanel i med en elpisker, det må endelig ikke overpiskes.

Form fastelavnsbollerne
Når dejen har hævet, så rulles den ud i en stor firkant, lidt under ½ cm tykt, og skæres ud i firkanter a ca. 15×15 cm.

På hver firkant lægges 1 spsk. remonce og 1 spsk. creme.

Fold hjørnerne af dejen ind over fyldet og klem dejen godt sammen i samlingerne, så der ikke er nogen steder hvor fyldet kan løbe ud.

Læg dem på en bageplade med bagepapir og samlingen nedad.

Lad fastelavnsbollerne hæve igen i omkring 30-45 minutter under et rent viskestykke.

Når de er hævet færdigt, pensles med mælk og bages i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft  i omkring 15-20 minutter.

Lad fastelavnsbollerne køle lidt af på en rist og pisk imens en tyk hvid og chokoladebrun glasur til at pynte de lækre fastelavnsboller med

Tip
De er klart bedst når de stadig er lune – det slår bare alt! Men de er også gode dagen efter. De samlede fastelavnsboller kan fryses ubagte, inden de stilles til hævning.
Når de skal serveres, tages de blot op af fryseren, tør op i mindst 4 timer på køl, derefter efterhæve i en times tid ved stuetemperatur og så er de klar til at blive bagt. På den måde kan man nyde nybagte fastelavnsboller i lang tid, men kun forberede dem en gang.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar